Sammen er vi stærke

Kommunikationschef på Momentum, Mira Erik skrev en besked til mig i dag. Den lød sådan her: Du skal mene noget på onsdag.

Da jeg som regel altid går rundt og mener noget, er det jo bare at kaste sig ud i det. Så håber jeg at det, jeg mener i dag også gælder på onsdag. Mon ikke, det er sådan? Denne gang mener jeg noget om en begivenhed, der ligger lige for. En begivenhed der har bevist at der er styrke i sammenhold, i samarbejde, i den lille indsats for det store hele.

Det skønne samarbejdsprojekt, Stedsans, der netop har spillet på Momentum for fulde gader, smøger, pladser, parkveje og stræder er et bevis på, at der stadig findes noget, der hedder fællesskab. Projektet er lykkedes med at samle over 200 mennesker i en samlet muskel – heraf 100 medvirkende, der alle løfter i flok til noget større end dem selv. Et af de klare beviser på, at en plus en, når det handler om menneskelige resurser, altid giver mere end to.

Da jeg første gang hørte om projektet Stedsans, var jeg begejstret men også inderst inde lidt bekymret for, om der stadig i 2018 findes et sådant frivilligt engagement. Findes der mennesker, der vil ofre mange aftener på at gå til møder, til prøver og afvikle ni forestillinger i januar måned – og det endda udendørs i isnende kulde?

Momentums kunstneriske ledelse i denne sæson, by Proxy og deres producent, troede på det. De havde en stabil samarbejdspartner i ærmet, Grenland friteater fra Porsgrunn i Norge. Ophavspersonerne til fænomenet Stedsans var med ombord og sendte fra første møde stor tryghed udover den undrende stab på Momentum – mig selv inklusive. De fik os til at tro lidt mere på, at det her kunne lykkes.

Tiden gik og vi spurgte alle os selv – på hver vores stol, med hver vores lille bidrag: Er det her nok? Løfter vi nok? Løfter jeg nok? Vi snakkede også om, at vi ikke rigtigt kunne mærke produktionen, som vi plejer. Tingene skete øjensynligt, men det var temmelig uhåndgribeligt, hvad der i grunden skete og hvor drivkraften helt nøjagtigt kom fra. Flere gange var der møder med nye grupper af frivillige aktører, der var indbudt til kaffe og kage, men hver gang tænkte jeg i mit stille sind: Mon de holder tiden ud? Står de der også til premieren? Og til alle forestillingerne?

Pludselig var vi nået frem til generalprøven, som også var første gang, at forestillingen skulle gennemføres i sin helhed, uden stop. Og jeg er blevet så uendeligt meget klogere på alle spørgsmålene, der dukkede op i processen. Ud af ingenting og i øvrigt med et meget beskedent budget for en almindelig teaterforestilling, er det lykkedes de dygtige ildsjæle at samle alle tråde til dette ubegribelige værk, Stedsans. Ophavskvinde Geddy Aniksdal fra Grenland Friteater sagde til mig på premiereaftenen: Det er umuligt at forklare folk, hvad Stedsans er. Det SKAL opleves. En kliché, man ofte fyrer af om tilfældige teaterforestillinger, men som for første gang virkelig gav mening. Stedsans er vitterligt et mirakel, der skal opleves.

Forestillingen slutter af på en parksti i Munke Mose, hvor hele publikum umærkeligt bliver en del af en historisk kvindedemonstration med bannere og passende kostumer, lige fra kvinderne fik stemmeret i 1915 over kampen for den frie abort i starten af 1970’erne til vore dages #metoo-kampagne. På det største banner i optoget står: ”Sammen er vi stærke”.

Og selv om denne skribent er fyldt 50 og er en stålsat, usentimental kvinde med sine meningers mod, blev jeg på hele Stedsansruten og navnlig mod afslutningen i mosen klar over, at jeg var dybt rørt. Helt ind i hjertet.

Tænkt at vi stadigvæk i 2018 kan samles om noget større på den her meta-agtige måde. Tænk at vi har fået 100 skønne mennesker fra Odenses foreningsliv og en stor del frivillige kræfter til at løfte alt dette i flok. Så er der alligevel håb, tænkte jeg til generalprøven den 30. januar, da jeg stod i fuldmåneskær i Munke Mose med iskolde tæer.

Jeg troede ikke det fandtes i vores tid længere, at det var hippieagtigt og old school, det frivillige engagement. Og ideen om at bidrage og nøjes med at være en lille del af noget større – stole på, at nogle har det logistiske overblik, lade ens egen lille funktion blive udført præcist og professionelt aften efter aften, uden at man i øvrigt kan se den fulde sammenhæng. At medvirke for et større hele. Ih, hvor var det altså bare rørende.

Som vi gik den fine rute i Stedsans og oplevede alle de skønne, pudsige optrin, opstod der i publikum omkring mig et håb om, at verden alligevel ikke er ved at drukne i egoisme og selvtilstrækkelighed. Stjerne for en aften, Bagedyst, Vild med Dans, X-factor – alt den opdragelse vi får i, at det er bedst at være bedst, det gælder om at være nummer et, at have en hovedrolle, trykke sig selv af, 15 minutes of fame, mig mig mig – alt det glemmer vi i Stedsans. Her handler det om, at være stærke sammen, i forlængelse af hinanden.

Jeg overfører min optimisme fra Stedsans til hele min branche, scenekunstbranchen, hvor der er en større bevægelse i gang. Nemlig at vi samler kræfterne. Store og små teatre arbejder sammen som aldrig før. Samarbejdsprojekter, der sikrer at forestillinger får længere liv, er oppe i tiden, samproduktion, dialog og videndeling. Alt det gode har aflyst mange år med konkurrence i en branche, som helt klart klarer sig bedre i samhørighed. Jeg taler om scenekunstbranchen, fordi det er der jeg er placeret, men jeg er sikker på, at den tendens vi ser her, kan overføres til andre brancher – andre kulturinstitutioner, andre virksomheder. Det er blevet velanset at hjælpes, at give, at dele.

Og ved I hvad? Jeg tror der kommer bedre (kunst-)produkter ud af den tendens. Bedre forestillinger, bedre oplevelser. Økonomien er én ting – det er billigere at producere sammen. Engagementet er endnu vigtigere.

I teaterbranchen findes der to arbejdsgiverorganisationer: Danske Teatre Fællesorganisation, DTF (de store teatre) og Teatrenes Interesseorganisation, TIO (de små og mellestore teatre). Disse to organisationer smelter nu sammen til én. De fusionerer og det er en helt rigtig bevægelse. Et samlet teater-Danmark vil komme til at stå stærkt i medier og i skatteborgernes bevidsthed. Nu kan alt teater i Danmark komme til, som det er tilfældet med dansk film, at tale med én stemme – lige fra Det Kongelige Teater til de allermindste projektteatre. Alle kan komme til at føle sig som en vigtig brik i det store billede og føle at netop deres indsats er vigtig for det samlede teater-Danmark. Lidt ligesom det opleves i mikroskopisk skala med projektet Stedsans.

Jeg er 50 år og bliver mere rørt end tidligere, men jeg må sige, at man har et hjerte af sten, hvis ikke man bliver revet med af stemningen i noget så vildt som Stedsans, noget så skønt som en fusion af de små og de store – uden at vi blinker med øjnene. Uden at vi vrænger på næsen og skelner mellem, hvem der er mest professionelle, mest drevne, mest kampdygtige.

Til slut i denne klumme vil jeg gerne komme med en opfordring. Under det skønne Stedsans-motto: ”Sammen er vi stærke” bør Odense Kommunes kulturinstitutioner i langt højere grad tænke i samarbejde og måske endda fusioner. Vi skal ophæve grænserne og forene os. Måske lave projekter sammen, måske søge penge sammen, måske dele kopimaskine, måske forsikring, dele viden, dele presselister, gode tips om pengestrømme. Lad os gå i tænkeboks og finde nogle nye måder at mødes og samarbejde i fuld transparens, så vi kommer nogle af de gammeldags strukturer til livs.

For et øjeblik siden hyldede vi individet og den ophøjede finkulturelle kunst – men hvor er det bare stærkt, hvis alt det, vi er eksperter i, kan kombineres med en masse uventede kræfter. Og i det uventede findes med garanti også fremtidens publikum.

Jeg tror fremtidens kulturinstitutioner er nødt til at kigge sig omkring efter styrker udefra og fra uventet kant. Ellers overlever vi ganske simpelt ikke. På Momentum er vi i gang med at samle kræfterne omkring noget større end os selv. Sig til, hvis I vil være med. Sammen er vi stærke.

Marianne Klint

Teaterleder, Momentum 

(Odense, Danmark)